Hvordan passer man en kanin?

Gode råd til dig og dit barn om pasning af en kanin

Den er sød. Den er blød. Den er forholdsvis nem at passe. Og den koster ikke en formue. En kanin er for mange det perfekte kæledyr til familien. Her får du en lang række gode råd om pasning af kanin.

Hvor skal kaninen bo?

Kaninen kan både bo inden døre eller udenfor. Skal jeres kanin bo udenfor, skal i være opmærksom på, at en kanin ikke må have det for varmt og ikke kan tåle træk. Kulde kan den bedre tåle end for meget varme eller bagende sol.

 Hvor stort buret skal være afhænger af kaninens størrelse. Danmarks Kaninavlerforening giver her nogle mindstemål:

  • Lille kanin, ca. 1,5 kg bør have 1/2 kvadratmeter
  • Mellemstor kanin, ca. 3,5 kg, bør have mindst 3/4 kvadratmeter
  • Stor kanin, over 4 kg, bør mindst have 1 kvadratmeter

 Er der to eller flere kaniner i samme bur, skal du tænke sig ekstra godt om, når der vælges bur. Kaninerne er sociale dyr, og de kan have glæde af hinanden, men de har også brug for ro, så de skal have mulighed for at være alene.

Rengøring af buret

En kanin er fra naturens side meget renlig, så du skal hjælpe den med at have et rent bur, så den kan føle sig tilpas. Din kanin vil typisk finde sig et ”toilet-hjørne”, hvor du skal skifte savsmuld/halm hver dag eller hver anden dag.

En gang om ugen skal buret gøres helt, og kaninen skal have nyt frisk halm at sove i.

Hvad spiser kaninen?

Kaninen skal altid have adgang til friskt vand og hø eller halm. Og så skal den have kaninpiller, som hjælper den med at få alle de nødvendig vitaminer og mineraler. Nogle dyrehandlere anbefaler gnaverblanding, men det er for fedt for en kanin og vil gøre din kanin tyk og utilpas.

En kanin skal cirka have 50-60 gram per kilo. Madskålen må gerne være tom ind imellem. Så er du sikker på, maden ikke bliver for gammel og dårlig, og din kanin får spist hø og halm til at dække sin sult, og det har den brug for.

Kaniner elsker alt det grønne – mælkebøtter, vejbred, tørrede brændenælder, kamille, vild kørvel, døvnælde, og rødkløver samt meget af det, der bliver til overs i den daglige husholdning. 

Man skal bare gradvist vænne kaninen til alt nyt. Især dværgkaninen skal ikke have nyt i for store mængder.

Klap, kæl og leg med kaninen

Kaniner har ikke brug for en lang gåtur hver morgen inden skole, men de vil rigtig gerne ud og lege og løbe rundt og ikke mindst snakkes med! Jo mere I snakker og leger med kaninen, jo mere tam bliver den – og jo bedre har den det.

Kaninens negle skal klippes

Kaniner i bur får ikke slebet deres klør lige så effektivt som vilde kaniner, der graver gange i jorden. Kaniner i bur skal derfor have klippet negle ind imellem.

Du kan for eksempel bruge en neglesaks beregnet til hunde.

Få styr på, om kaninen er syg

Lige som alle vi andre, kan en kanin blive syg. Ofte skyldes sygdomme, at man ikke har passet kaninen godt nok. Derfor er det vigtig, man er god til at passe på kaninen.

Skulle kaninen blive syg, må man kontakte dyrlægen for at høre hvad der er at gøre. Her kommer en række ting, der kan give et praj om at kaninen ikke trives eller måske er syg:

  • Nedstemthed
  • Nedsat eller ingen appetit
  • Hængende hoved
  • Mathed og sløvhed
  • ”Trætte” øjne
  • Kaninen trækker vejret for hurtigt
  • Skæring af tænder

Har du lyst til at vide mere om at passe en kanin? Eller skal dit barn lære mere om det? Så tag kontakt til din lokale 4H-klub og hør om mulighederne.

Held og lykke med pasning af familiens kanin!

De 3 vigtigste ting, når du passer din kanin:

  • Din kanin skal altid have adgang til frisk vand og fodres hver dag
  • Buret skal rengøres ofte
  • Din kanin skal snakkes og kæles med hver dag

Annoncer