Natur i 4H
I 4H mener vi, at naturen kan lære os at opleve sammen. Natur og friluftsliv er blandt kerneaktiviteterne i 4H, og aktiviteterne spiller rigtig godt ind i vores motto om at lære ved at udføre. Vi har endda egne naturvejledere ansat men også et tæt samarbejde med Naturvejlederforeningen.
Det er efterhånden godt dokumenteret, at børn der lærer og oplever i naturen bliver gladere, sundere og klogere.
Gladere fordi det at mærke solen og regnen i ansigtet, grave i mudder med hænderne, lytte til græshopperne i græsset og se fugle svæve højt på himmelen alt sammen er med til at skabe sammenhæng mellem os og naturen. Ved at tage på småture i den nære natur får børn og voksne muligheder for at udforske, opleve og lære – samtidig med at de er sammen, leger og hygger – og tager fælles oplevelser med hjem.
Sundere fordi naturen er den perfekte legeplads for motorisk udvikling – her kan man klatre, løbe, hoppe, svømme – den friske luft kombineret med motion og gode grin er med til at øge såvel mental som fysisk wellness – og samtidig opnå balance i livet.
Klogere fordi naturen er et enestående udendørs klasseværelse. Her kan børn opleve videnskab, matematik, sprog og styrke samværet i gruppen gennem at observere, røre, lytte, dufte, fortælle og gøre. Alt sammen er det med til at lære dem en fælles forståelse for den natur der omgiver os, og som vi alle må lære at tage ansvar for.