4Hs Madskoler – den lækreste skole i Danmark
På 4Hs populære Madskoler (der arrangeres i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000) bliver forældrene smidt ud af køkkenet, og børnene tager grydeskeen i egen hånd. Målet med Madskoler er at lære børn og unge om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde.
Madskoler foregår i en uge i sommerferien (mandag til fredag i dagtimerne). Her lærer børn i alderen 8-12 år at lave god, sund mad, man dyrker motion og kommer på en ekskursion for at opleve fødevarerne i kæden fra jord til bord. Endeligt afholdes der på alle Madskoler et familiearrangement, så forældrene også kan få en smagsprøve på deres børns nye kundskaber i køkkenet.
I dag findes der, udover de traditionelle Madskoler, også Etniske Madskoler og Ungdomsmadskoler – senest er også ’3 dage med Madskoler’ kommet til. Madskoler så dagens lys for første gang i 2004, hvor der blev afholdt seks Madskoler, men antallet af Madskoler er vokset voldsomt, og i dag afholdes der over 120 Madskoler rundt om i landet. Eftersom alle Madskoler er baseret på frivillig arbejdskraft er de præcise lokationer og uger afhængig af, hvor og hvornår der er frivillige som vil være med.
Den officielle aldersgrænse for Madskolerne er 8-12 år, men kan variere de enkelte Madskoler imellem.