Nyopført stald fejret til Åbent Hus hos Nordthy 4H

18. marts 2019

Der var masser af spændende aktiviteter på programmet, da Nordthy 4H i denne weekend afholdt åbent hus for børn og voksne hos landmandsparret Helle og Henrik Bojesen.

Til arrangementet blev der både grillet pølser og brød, drukket sodavand, spist kage og lavet pandekager over bål. Og så havde børnene mulighed for at lave reb til workshop og ride på klubben 4H-pony. Og selvom det var gråvejr, mødte mere end 60 børn og voksne op.

Men det var ikke kun for at have det sjovt, og vise hvad 4H er, at klubben afholdt arrangementet. Det skulle nemlig også fejres, at klubbens nye stald nu stod klar, og dyrene kunne flytte ind til glæde for de mange børn.

Fik 150.000 til ny stald

For halvandet år siden fik Nordthy 4H sponsoreret 150.000 kroner af Mors-Thy Familielandbrug, som blev brugt på en ny stald med indhegning, der blev indviet til arrangementet på 4H-gården. Her vil der fremover mere plads til både børn og dyr.

”Det kommer til at betyde en hel masse – blandt andet at vi får plads til flere dyr, og at børnene kan komme tættere på dem. Og vi håber selvfølgelig at flere vil være en del af vores klub,” siger Annette Søgaard, som er formand i Nordthy 4H.

På gården har 4H-klubben blandt andet to geder, en pony og masser af katte og kaniner, som børnene nu vil kunne tage sig af i den nye stald. Her vil børnene kunne tage kørekort til både ko, hest, hund, kat og kanin.

Håber på flere sponsorater

Hver onsdag afholder Nordthy 4H aktiviteter for klubbens børn. Og hvis vejret ikke er til, at de kan være udenfor, samles de i en skurvogn, hvor der til gengæld er lidt trangt. Derfor håber de også på at få en ekstra vogn koblet på, hvis klubben i fremtiden får et sponsorat til, fortæller Annette Søgaard.

”Hvis vi er fjorten børn og fire-fem voksne til en aktivitet, så bliver det hurtigt trangt i sådan en mandskabsvogn. Vi håber, at vi kan få lov til at bygge på, så der kan være plads til flere børn, og der vil komme nogle flere til vores arrangementer og eventuelt flere medlemmer,” siger hun.

Nordthy 4H har i dag 35 medlemmer. I 2014 fik klubben samlingssted på 4H-gården, hvor man startede ud med et shelter og løbende har investeret i blandt andet en mandskabsvogn og nu altså en stald, hvor der bliver plads til at lave nye aktiviteter.

Annoncer