Ny aftale gavner frivillige på 4H's Madskoler

26. august 2017

4H glæder sig på vores medlemmers vegne over den nye aftale for frivilligt arbejde, som regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre netop har indgået.

Aftalen kan betyde frivillige hænder til næste års Madskoler, der hvert år lærer flere tusinde børn og unge om glæden ved at lave sund og nærende mad.

Åbner op for, at ledige og efterlønsmodtagere kan være frivillige

Madskoler afholdes af 4H i et ikke kommercielt samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer og Rema 1000. Den konstellation har gjort det muligt at drive Madskoler til en deltagerpris, der ligger under de samlede omkostninger for projektet.

Konstellationen har dog også givet Madskoler udfordringer, fordi dagpengereglerne til dato har været skruet sådan sammen, at man – for at kunne få dagpenge – ikke må lave frivilligt arbejde, der har forbindelse med private erhvervsvirksomheder.

Den nye aftale, der i dag er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre åbner op for, at både ledige og efterlønsmodtagere kan være frivillige på næste års Madskoler uden frygt for at blive trukket i ydelser. Den nyhed vækker stor glæde hos 4H. Formand Henrik Dalum siger:

”Det er en helt fantastisk nyhed, som glæder mig rigtig meget. Jeg tror og håber på at aftalen vil få utrolig stor betydning for 4H og Madskoler og for mange andre frivillige foreninger.”

Aftale skaber tryghed

Den nye aftale for frivilligt arbejde forventes at skabe tryghed for både ledige og efterlønsmodtagere, der overvejer at blive instruktører på næste års Madskoler.

Karen Hækkerup, der er administrerende direktør hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Jeg er sikker på, at aftalen kan få stor betydning for de ledige og efterlønnere, der har overvejet at blive instruktører på næste års Madskoler. De kan forhåbentlig få ro i sindet og være med til at lære børn og unge om glæden ved at lave mad,” siger Karen Hækkerup.

Læs mere om Madskoler på madskoler.dk.

 

Annoncer