Madskole erstattet af bålmad og græskar

20. oktober 2020

Det var en tung beslutning for 4H at være med til at aflyse den landsdækkende aktivitet ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien grundet corona-restriktioner. Heldigvis tog flere 4H-klubber teten selv og arrangerede alternative aktiviteter for de børn, der var tilmeld madskolen.

Et godt eksempel på det finder man i Mern 4H, hvor klubben som erstatning for ’3 dage med Madskoler’ arrangerede 3 sjove og hyggelige dage med græskar og bålmad som hovedtemaerne. Det hele foregik udenfor og under shelters, hvor corona-retningslinjerne er noget nemmere at følge end i et skolekøkken.

”Der var en far, der kontaktede os og spurgte, om vi ikke kunne lave en anden aktivitet, for nu havde hans søn glædet sig så meget til at komme på Madskole. Og jo, det kunne vi da godt,” fortæller Hanne Harby, der frivilligt arrangerede aktiviteten med græskar og bålmad.

”Så vi lavede hurtigt en plan og fik stablet noget på benene. Og det var jo oplagt at have græskar som den røde tråd,” fortsætter Hanne Harby.

Dag 1
Mad: Græskarsuppe, fladbrød
Aktivitet: Støbe betongræskar (med brug af nylonstrømpe og elastikker)

Dag 2
Mad: Mørbradgryde med græskar
Aktivitet: Lave traditionelle græskarhoveder

Dag 3
Mad: Kylling med ris og græskar
Aktivitet: Male de hjemmelavede betongræskar

Børnene var hos Mern 4H hver dag fra 9-15. Om formiddagen blev der lavet mad over bål, og efter frokost stod den på kreative projekter. Og der var også plads til fri leg – blandt andet er det store klatretræ ved Mern 4H altid populært.

”Det er fedt at være udenfor, for så er afstanden mellem den frie leg og arbejdet i køkkenet ikke stor. Vi er ligesom sammen hele tiden,” fortæller Hanne Harby.

De deltagende børn spændte bred i alder, og de fik en god snak om, hvad 4H er.

”Der er altid en opgave til én i 4H. Jeg blev 4Her for 50 år siden, og der er stadig opgaver til mig. De helt små kan gøre noget, de lidt større børn på cirka 13 år kan noget andet, og os gamle har vores rolle. Det er alt sammen 4H,” siger Hanne Harby.

Annoncer