Landsmøde 2025 - Vildere end nogensinde
24. juni 2025
24. juni 2025
Lørdag den 5. april mødtes 4H’ere fra hele landet til Landsmøde i vilde omgivelser hos Givskud Zoo, Zootopia. Årets landsmøde var på mange måder banebrydende, især fordi et nyt særskilt børneprogram for de yngste deltagere gjorde debut.
Mens landsmødelokalet summede af snakke om økonomi og vedtægtsændringer, så var der ude i parken fokus på fællesskab og læring. Her skulle børnene, som var alt fra 5 til 13, både helt tæt på parkens vilde dyr samt sætte deres præg på fremtidens 4H.
Beslutningen om at lave et helt nyt børnespor opstod i kølvandet på sidste års vedtægtsændringer. Her traf deltagerne enstemmigt beslutning om, at medlemmer i alle aldre er velkomne ved landsmødet – og at landsmødet skal indrettes med plads til alle.
Er du nysgerrig på, hvad der mere står i vedtægterne? Du finder dem lige her.
Børnestemmer definerer fremtiden
Selvom børnenes program frem for alt skulle skabe nye venskaber mellem klubberne, var der også tydelige demokratiske opgaver. Om eftermiddagen stod den nemlig på det hemmelige 4H Børnetopmøde. Her blev børnene dele op i to grupper for at tilgodese alle aldersgrupper.
De yngste samledes på tæpper omgivet af tusser, sten i alle størrelser og nogle mystiske poser. Først skiftedes de til at fortæller om indholdet i sanseposerne, der hver især repræsenterede vigtige dele af 4H. Børnene under 12 fik mulighed for at sætte ord på, hvad de forbinder med bl.a. madlavning; og hvorfor det er vigtigt at lære i 4H. Bagefter kastede de sig over stenmaling under temaet ’Hvilket dyr vil du lære mere om i 4H?’.
Imens var de ældste børn rykket til en grøn plet i solen, hvor de sammen med en foreningskonsulent sprang ud i en inspirerende samtale om hvad det betyder ’at lære ved at udføre’, og hvorfor det er vigtigt i 4H. Undervejs gik snakken forbi vigtige emner som bæredygtighed, genbrug, madbevidsthed og dyrevelfærd. Alt sammen formuleret af unge på 12-13 år.
”Børnetopmødet var en kæmpe succes. Generelt viste børnene, at de er meget bevidste om at tage ansvar for sig selv, for hinanden, for naturen og for dyrene,” fortæller foreningskonsulent Kathrine Graasbøll, der stod for de ældste børn på Børnetopmødet.
Nye ansigter og nye looks
Indendøre kørte et mere traditionelt landsmøde med alt hvad det indebærer af dialog og afstemninger. Men også her, var der store forandringer på programmet.
Størst af alt var måske præsentationen af 4H’s nye visuelle identitet. 4H har fået nyt logo, nye farver, nye fonte, nye ikoner og meget mere. På landsmødet fortalte en af hjernerne bag det nye look, Johanne Bruun Rasmussen fra bureauet HelloMonday, om tankerne bag. Samtidig fik deltagerne et blik ind i Johannes liv, og særligt hvordan 4H har hjulpet hende – et tidligere 4H-barn – videre i livet.
Efter en formiddag med inspirerende oplæg bød eftermiddagen især på afstemninger om vedtægter og – selvfølgelig til landsledelsen HOVEDBESTYRELSEN. I vedtægtsændringerne blev det nemlig besluttet, at landsledelsen ændrer navn til hovedbestyrelsen.
Nysgerrig på at høre mere om afstemningerne og debatten? Læs referat fra landsmødet 2025 her.
Det blev et farvel og stort tak for deres arbejde til Sigge Weisdorf og Mathilde Christensen, der begge valgte ikke at genopstille til næste periode. Derimod valgte både næstformanden, Anders Løkkegaard Madsen og Marcus Follmann, at stille op til hovedbestyrelsen igen. Efter hele 6 år i hovedbestyrelsen tager Anders Løkkegaard Madsen gerne endnu en valgperiode som næstformand.
Marcus Follmann blev genvalgt efter han sidste trådte ind i 4H som helt ny og fik den 1-årige vakante stilling.
De to resterende pladser gik til nye ansigter i 4H: Viktor Thyregod Sivertsen og Lasse Pedersen.
Vi ses til Landsmødet 2026!