HØSTFEST PÅ AKTIVITETSGÅRDEN 4H

07. oktober 2025

HØSTFEST PÅ AKTIVITETSGÅRDEN 4H

Høstfest fyldt med præmier, hygge og liv på aktivitetsgården 4H

Torsdag den 18. september blev den årlige høstfest afholdt på Aktivitetsgårdens 4H. Festen samlede 33 unge medlemmer og deres forældre til en aften fyldt med hygge og fællesskab. Hver familie havde medbragt en ret til den store fælles buffet, som hurtigt blev fyldt med lækre hjemmelavede retter og andre små delikatesser. Aktivitetsgårdens lokaler var desuden smukt pyntet med hjælp fra børnene, der havde udsmykket bordene med farverige blomster og fine pyntegræskar fra haven.

Den årlige kartoffelkonkurrence, diplomer og belønninger

En af de store begivenheder var konkurrencen om årets største kartoffel. Gennem sæsonen har 4's unge medlemmer haft travlt med at passe og pleje det, som gror under den sorte muld. Forud for høstfesten blev kartoflerne gravet op og var klar til aftenens store konkurrence.

De unge medlemmer modtager 4H nåle

Stemningen var høj, og der blev både heppet og gættet på, hvilken kartoffel der ville løbe med sejren – og titlen som årets største kartoffel. Konkurrencen var tæt, og der skulle kun 10 gram til at skille første- og andenpladsen ad. Malucca løb med sejren med en imponerende kartoffel på hele 225 gram, tæt fulgt af Ida med 215 gram og Frigg på tredjepladsen med 200 gram. De tre piger fik hver overrakt et diplom og en gavekurv som belønning for deres flotte indsats.

Men ingen gik tomhændet fra høstfesten – alle de deltagende børn fik en lille gave og en 4H-nål som tak for deres engagement og gode arbejde gennem året.

Nyt æresmedlem på Aktivitetsgården 4H - og ros til sæsonen

Udover kampen om den største kartoffel blev høstfesten også rammen om en ganske særlig begivenhed – udnævnelsen af Sonja som æresmedlem. Efter 20 års fantastisk indsats i 4H, hvor hun med sin gode energi har bidraget til både dyreholdet og de kreative aktiviteter, kunne Anne Marie med glæde overrække hende titlen som æresmedlem. Som tak for hendes store engagement og trofaste bidrag gennem årene fik Sonja et flot diplom og en gavekurv med hjem.

Sonja bliver udnævnt til æresmedlem

Til sidst, og ikke mindst, benyttede Anne Marie også lejligheden til at se tilbage på året, der er gået. Det har været et år fyldt med oplevelser, fællesskab og glæde på Aktivitetsgårdens 4H. Børnene har passet kaniner, høns, ænder og får, og de har arbejdet flittigt i haven med bl.a. grøntsager, blomster og græskar.

De friske råvarer er senere blevet brugt på Madskolen, hvor børnene har lært at lave lækre retter helt fra bunden. Udover Madskolerne, blev der i sommerferien afholdt ”Kok Amok”, hvor børnene tilbragte to dage fyldt med madlavning, bagning og pasning af dyr. Det blev to livlige dage med fællesskab, læring og masser af grin.

I løbet af året har der også været mulighed for, at nye børn kunne prøve kræfter med livet på gården til arrangementet ”4H for en dag”. Her fik deltagerne lov til at fodre dyrene, arbejde i haven og opleve fællesskabet på nært hold. Også til ”Åbent Hus” var stemningen høj, da omkring 80 besøgende kiggede forbi for at hilse på dyrene, bage pandekager, være kreative og nyde en hyggelig dag sammen.

Alt dette kan kun lade sig gøre takket være de mange frivillige, der lægger hjerte og kræfter i 4H. Anne Marie sluttede med en varm tak til alle - uden jer var Aktivitetsgården ikke det særlige sted, den er.