Børn og voksne byggede insekthoteller

13. oktober 2017

Det er rendyrket luksus for insekterne hos Aktivitetesgårdens 4H, der har fået deres helt egne hoteller til at klare vinteren.

Den evige regn kunne ikke fjerne smilende og arbejdsomheden hos de 4H’ere, der var mødt op for at bygge insekthoteller hos Aktivitetetsgårdens 4H ved Stenstrup på Sydfyn lørdag den 7. oktober.

”Blandt mindre børn er smådyr og insekter et stort hit, derfor valgte vi på Aktivitetsgården, at der skulle laves insekthoteller,” fortæller Catrine Brohave Jørgensen fra Ungeudvalget i Aktivitetsgårdens 4H.

”Og selvom det regnede hele dagen, stoppede det ikke børnene og de voksne fra at indrette og bygge, og det var en rigtig god dag.”

Det var Ungeudvalget i 4H-klubben, der fik ideen og arrangerede hotelbyggedagen, hvor 4H-børn og forældre mødtes og byggede løs.

4H’s naturvejleder Janneke Nkema Pedersen deltog i arrangementet og rådgav i, hvordan man indretter insekternes bo bedst muligt, så de afspejler de steder, insekterne normalt vil benytte i naturen.

Hoteller i gamle paller

Insekter har brug for lune steder at bo om vinteren, hvis de skal overleve og være parat til at bestøve og hjælpe til i haven om foråret - foruden at insekter selvfølgelig altid er sjove og interessante at holde øje med.

Hotellerne blev bygget i gamle paller, som blev fyldt med halm, uld, kogler og grene, samt andet godt.

Legehuset, som også er bygget af paller, fik insekthoteller i væggene og et helt nyt insekthus blev bygget ved siden af.

”Samtidig med at vi byggede hoteller, blev der også udskiftet stolper i andegården, og blandt de mindste 4H’ere var kaniner og marsvin populære, når de skulle have en pause fra regnen,” fortæller Catrine Brohave Jørgensen.

Vil din 4H-klub også have besøg af naturvejleder Janneke? Kontakt hende på janp@seges.dk.

Her lidt billeder fra dagen:

 

 

Annoncer