Det frivillige arbejde er hele grundlaget for 4H, og heldigvis bliver det bemærket i omverdenen. Fredag blev John Larsen af Lolland Kommune Frivilligcenter Lolland kåret som Årets Ildsjæl. Formanden for 4H Lolland fik overrakt prisen til arrangementet Frivillig Fredag.
”Jeg blev helt målløs. For en gangs skyld var jeg mundlam. Jeg er jo bare, som jeg er,” fortæller John Larsen.
65-årige John Larsen fik tildelt prisen på baggrund af en indstilling fra den øvrige bestyrelse i 4H Lolland, der blandt andet skriver om John:
”Han er en ’ressourcebombe’, der dagligt eksploderer med godt humør, kække bemærkninger, medfølelse, hjertevarme, anerkendelse og uanede mængder af arbejdsglæde. Han lever og ånder for 4H, som hver dag giver masser af børn og deres familier ufattelig stor glæde.”
”Han er hjælpsom og gavmild og med sit meget livsglade væsen, spreder han altid god stemning på gården og i foreningen.”