Ny madskole hitter blandt instruktørerne

17. april 2020

4Hs pilotprojekt ”3 dage med Madskoler” var ikke kun et hit blandt børnene, men også for de frivillige instruktører.

Der blev hakket, ristet, bagt og grint under 4Hs succesfulde pilotprojekt ”3 dage med Madskoler”. Det løb af stablen for første gang nogensinde i vinterferien, og det var ikke kun børnene, som fik rørt lattermusklerne. Det gjorde de frivillige instruktører også, som har givet meget positive tilbagemeldinger på pilotprojektet.

En af instruktørerne, der var med på ”3 dage med Madskoler”, er Bent Larsen, formand i Næstved 4H. Han har allerede været instruktør i tre år på Madskolerne i sommerferien, så for ham var det fristende også at være med til en helt ny form for Madskole.

”Jeg synes, det er et rigtig spændende koncept, man har fundet på, og det er interessant at være med til at udvikle og præge de fremtidige ’3 dage med Madskoler’,” siger han.  

Han guidede børnene gennem tre dage i køkkenet i Karrebæksminde i Sydsjælland, der var et af de seks steder i landet, hvor ’3 dage med Madskoler’ blev afholdt i vinterferien.

Fakta - Hvad er ”3 dage med Madskoler”?

  • 4H’s nyeste familiemedlem indenfor Madskoler.
  • Et tilbud til dem, der gerne vil snuse til Madskole-konceptet eller bare slet ikke kan vente helt indtil sommerferien, hvor den fem dage lange Madskole bliver afholdt.
  • For børn mellem 8-12 år.
  • Blev afholdt for første gang i vinterferien 2020.
  • Foregik på skoler fra klokken 9.00 til 15.00 i Karrebæksminde, Odense, Middelfart, Løgumkloster, Hedensted og Rønne.
  • Blev arrangeret af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Nye tiltag

En af de andre instruktører i Karrebæksminde var Tina Pedersen, der også er fra Næstved 4H, og for hende, var det også en rigtig positiv oplevelse at være med. Sammen med Bent Larsen har hun også tidligere været instruktør på Madskolerne i sommerferien, der til forskel fra ’3 dage med Madskoler’, tager fem dage.

”Jeg var lidt spændt på, om børnene i løbet af tre dage kunne nå at opbygge venskaber på kryds og tværs, men det viste sig slet ikke at være et problem. Som voksne fik vi også hurtigt god kemi med børnene,” fortæller hun.

Den eneste forskel på ”3 dage med Madskoler” og Madskolerne i sommerferien er ikke kun de færre dage. I sommerferien får de frivillige instruktører en madplan, mens de i vinterferien selv var med til at sammensætte menuen og desuden også arrangerede aktiviteter for børnene, når de ikke er i køkkenet.

”Det har både været lidt udfordrende, men bestemt også spændende,” siger Bent Larsen, som bliver bakket op af Tina Pedersen.

Tre dage passer godt ind i vinterferien

Bent Larsen og Tina Pedersen er også enige om, at tre dage er meget passende for Madskolerne, når de bliver afholdt i vinterferien:

”Jeg synes, ’3 dage med Madskoler’ er et rigtig godt koncept, særlig for de små ferier. Så kan børnene både få en følelse af at have været ude til en aktivitet og samtidig også have tid til at slappe af derhjemme,” siger Tina Pedersen.

Det var ikke kun børnene, men også instruktørerne, som havde god tid til at se sin familie ved siden af Madskolerne i den korte ferie, pointerer Bent Larsen.

Det kan også være en væsentlig fordel, når der skal findes nye frivillige instruktører, mener Tina Pedersen:

”Jeg tror, at vi får nemmere ved at hverve andre frivillige, da tre dage er mere spiseligt end fem dage.”

Som altid var det også en fornøjelse at være med på Madskolerne:

”Det er altid sjovt at lave mad sammen med børnene. Man får lige så meget med hjem, som man giver,” siger Bent Larsen.

Bliv instruktør

Hvis du selv har lyst til at blive instruktør på en af Madskolerne, kan du tilmelde dig her.

Bliv instruktør

Annoncer