Ny kolonihave skal tiltrække flere medlemmer

20. april 2020

4H Bogense-Søndersø har købt kolonihave og -hus til klubben for at tilbyde nye medlemmer grønne aktiviteter i haven.

Telefonen ringede en dag hos Kim Warn, der er bestyrelsesmedlem i 4H Bogense-Sønder på Nordfyn.

”Kim, jeg har fået en skør idé,” lød det fra et af de andre bestyrelsesmedlemmer i telefonen.

Ifølge Kim Warn kan en skør idé altid bruges til noget, så han bad hende fortsætte.

”Vi skal købe en kolonihave til klubben,” svarede hun i telefonen.  

Hos den nordfynske 4H-klub var der blevet lidt for langt mellem de aktive medlemmer, og det fik bestyrelsen til at tænke ud af boksen for at få flere børn ud til klubben.

”En kolonihave var et vildt skud ud i luften, men i bestyrelsen kiggede vi på hinanden og sagde: Fint, så gør vi det,” fortæller Kim Warn.

Derfor ejer 4H Bogense-Sønder i dag en kolonihave med tilhørende kolonihus i Bogense. Det er et dugfrisk projekt, og bestyrelsen er derfor ikke færdig med at vælge hvilket aktiviteter, der fremadrettet skal foregå i kolonihaven.

Se mere om 4H Bogense-Søndersø på deres Facebook-side.

Mere end bare en have

Kolonihaven er klar til, at der kan begynde at gro gulerødder, ærter eller blomster, som kan lokke nye medlemmer til samt gøre dem klogere på havearbejde. Det er dog ikke det eneste, som bestyrelsen håber på, at kolonihaven kan bruges til:

”Vi kunne godt tænke os, at haven bliver et sted, hvor vi ikke kun laver havearbejde, men også har bålhygge eller måske laver insekthoteller,” siger Kim Warn.

Umiddelbart kan en kolonihave lyde som et stort projekt at kaste sig ud i for at få flere aktive medlemmer. Men ifølge Kim Warn er det ikke så vidtrækkende, som det kan lyde:

”Selvfølgelig skal det passes, og vi skal være der tit, men projektet er ikke større, end hvad vi selv gør det til.”

Flere af bestyrelsesmedlemmerne bor tæt på kolonihaven og vil have nemt ved at kigge forbi og holde styr på den. Så nu venter de kun på, at haven begynder at gro, og at corona-krisen er ovre, så de kan byde børnene indenfor i den nye kolonihave.

Annoncer