Madskoler i samarbejde med Ældresagen

08. marts 2017

Ældre skal lære børn at lave sund mad

Køkkenerfaringer, madlavningstips og tricks gives videre til yngre generationer, når medlemmer af Ældre Sagen denne sommer bliver en del af projekt Madskoler. Det nye samarbejde vil skabe mulighed for, at langt flere børn kan deltage på Madskole.

Madskoler er populære. Faktisk så meget, at efterspørgslen på Madskoler siden projektets start har været stødt stigende. Mange forældre er endda gået forgæves i forsøget på at få deres børn med. Det ønsker 4H, der står bag Madskoler i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, nu at lave om på. Der er derfor indgået et samarbejde med Ældre Sagen, så deres medlemmer kan blive Madskoleinstruktører.

Henrik Dalum, der er formand for børne- og ungdomsorganisationen 4H siger:
- Instruktørerne på vores Madskoler er frivillige. Det er den primære årsag til, at deltagergebyret er så lavt. Vi har de sidste mange år haft svært ved at imødekomme de mange forældres ønske om at få deres børn på Madskole. Det håber vi, at vi sammen med Ældre Sagen, nu kan ændre på.

Princippet for oprettelsen af Madskoler er simpelt; der afholdes Madskoler i de byer, hvor der er mindst fire frivillige, som kan i samme uge. Ældre Sagens medlemmer kan allerede nu tilmelde sig, og målet er klart, at samarbejdet skal være til gavn for både de ældre såvel som for børnene.

Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder i Landbrug & Fødevarer ved fra tidligere år, at samarbejdet mellem ældre Madskoleinstruktører og børn er meget givende.

- Dét at arbejde sammen med andre mennesker, at have et fælles mål samt det gode sammenhold i instruktørgruppen er meget meningsfyldt for begge parter. I sidste års evaluering af Madskoler siger Per på 67 år fx: ”Jeg glæder mig til at give børnene en madoplevelse, og forhåbentlig tager de mine fif med hjem i familiens køkken”. Derudover nævner flere af de ældre instruktører, at de oplever livsglæde, når de gør noget ekstra for en håndfuld glade Madskolebørn, siger Line Munk Damsgaard.

I Ældre Sagen har de gode erfaringer med at involvere medlemmerne i aktiviteter med børn. Afdelingschef i frivilligafdelingen i Ældre Sagen, Lars Linderholm, glæder sig derfor over det nye samarbejde:

– I Ældre Sagen har vi mange medlemmer, som gerne vil bidrage med deres livserfaring og kunnen til de yngre generationer. Vi har i forvejen godt 500 frivillige, som er involveret i aktiviteter med børn på i skoler og børnehaver. Vi er sikre på, at mange vil synes om at deltage i en sjov uge på Madskole i selskab med en flok glade børn, som har lyst til at lære at lave frikadeller og ratatouille. Vi er overbeviste om, at dette samarbejde vil skabe generationsmøder, som vil være til glæde for både børn og bedstemødre- og fædre, siger han.

Annoncer