Madskoler får stor donation fra fødevareministeren

14. december 2021

Madskoler får stor donation fra fødevareministeren

Fødevareminister Rasmus Prehn har via overskudmidler fra Landbrugslotteriet givet en stor donation til aktiviteten Madskoler, som drives af den frivillige organisation 4H. Den store støtte på hele 1,225 mio. kroner lander på et tørt sted, siger Henrik Dalum, formand for 4H.

Corona og dermed nedlukninger og aflysninger har skabt hårde vilkår for foreningslivet. Det mærkes også hos 4H, der står bag de populære Madskoler, hvor skolebørn inviteres ud i skolekøkkenerne for at blive klogere på råvarer, madkultur og tilberedning. Men nu er der lys for enden af tunnelen, og optimismen er klart at spore hos 4H formand Henrik Dalum, der netop har fået overbragt nyheden om, at Landbrugslotteriet vil støtte aktiviteten Madskoler med 1,225 mio. kr.:

"Ministerens besked om, at vi modtager hele 1,225 mio kr., kommer vitterligt på det helt rette tidspunkt. Og jeg kan næste ikke beskrive, hvor glad jeg er for støtten! Corona har gjort det tæt på umuligt at drive en frivillig forening og et initiativ som Madskoler. Det har kostet os dyrt, og til tider har det været svært at få enderne til at nå sammen. Men nu kan vi gå fremtiden i møde med optimisme", siger Henrik Dalum.

4H har cirka 4.000 medlemmer og driver en række frivillige aktiviteter over hele landet. Madskoler i sommer- og efterårsferien er skabt i et ikke-kommercielt samarbejde med REMA 1000 og Landbrug & Fødevarer, og de senere år har antallet af Madskoler ligget på cirka 120.

 

En glad minister bakker op om Madskoler
Det er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, som har overbragt 4H de gode nyheder.

"Det, vi spiser, har en kæmpe betydning for både vores sundhed og vores klode. Og Madskoler er en fantastisk aktivitet, som drives af mange gode frivillige kræfter, der giver deres madglæde videre til næste generation. Selv små ændringer for den enkelte kan gøre en stor forskel for klimaet, hvis vi er mange, der gør det. Og så er det heldigvis sådan, at det, der er sundt for klimaet, også er sundt for os. Jeg håber, at vi med det her bidrag kan sørge for, at endnu flere børn kan komme på en Madskole," siger ministeren.

 

"Hos Landbrugslotteriet ønsker vi at indgå som en aktiv samarbejdspartner, når det gælder de aktiviteter, vi støtter. Madskoler er en skøn aktivitet, og jeg er fuld af beundring over de mange frivillige, som bruger uger af deres fritid på at give børn sjove og lærerige madoplevelser. Det er jeg stolt over at kunne være med til at understøtte", siger direktøren.

 

Læs hele pressemeddelelse her