Jeg hedder Liva og er 17 år gammel. Til daglig går jeg i 10. klasse, mens jeg bruger det meste af min fritid på 4H-klubben Toftegården.
På Toftegården driver jeg blandt andet kaninhold for de yngre børn, hvor jeg lærer dem at springe med deres kaniner. Jeg har også min egen kanin, og så rider jeg nogle af hestene på gården.
Derudover går der også tid med varm kakao og hygge med de andre 4H’ere på Toftegården. Jeg er faktisk på Toftegården nærmest hver dag og får tit nye ideer til aktiviteter, som de andre altid gerne vil være med til – blandt andet var kaninholdene for de yngre børn min ide.
Jeg fandt 4H for seks år siden gennem en veninde, som også har interesse for dyr. Min veninde stoppede kort efter, men jeg blev hængende, fordi det var og er hyggeligt og sjovt at være med i 4H.
Det bedste ved at være med i 4H er, at vi deler interessen for dyr – det er med til at danne nye venskaber, og vi lærer hinanden rigtig godt at kende. Toftegårdens Dyrskue og Roskilde Dyrskue er højdepunkter på året, og så holder vi blandt andet ridelejr, fastelavn og halloween.
Men det er også superfedt, at der ikke er nogle voksne, der bestemmer, hvad man må og ikke må. Man kan komme og gå, når man vil, og man kan selv tage initiativ til en masse sjove aktiviteter. Man keder sig aldrig, når man har en 4H-klub i nærheden!