Lærke vinder 4H Øst Challenge

10-årige Lærke Madsen fra 4H klubben i Slagelse modtager førstepladsen i 4H Øst Challenge 2022.

28. maj 2022

10-årige Lærke Madsen fra 4H klubben i Slagelse modtager førstepladsen i 4H Øst Challenge 2022. Lærke har været med i 4H klubben i to år, og her har hun mulighed for at dyrke sine interesser inden for natur, dyr og mad.  

 

”Jeg ville gerne være med i 4H, fordi jeg elsker dyr. Det er sjovt at være med, fordi der er så mange forskellige ting man kan lave: Kreative ting, dyr, mad og man kan også være i haven. Men jeg kan nok bedst lide at være kreativ,” siger Lærke Madsen.

De kreative evner kom også til udtryk i de forskellige udfordringer, da Lærke deltog i dette års 4H Øst Challenge. Over tre måneder kunne 4H’ere i hele landet deltage i tre forskellige udfordringer – én for hver måned. Og det kreative element var i den grad til stede i udfordringerne: Fastelavnsboller, Gækkebrev og lav et skilt til dit kæledyr.  

Det var frivillige fra Område Øst, der stod for de forskellige udfordringer og målet med 4H Øst Challenge var, at skabe fællesskab på tværs. De tre udfordringer kunne løses hjemmefra eller i 4H klubben; på den måde kunne alle i hele landet nemlig deltage i 4H Øst Challenge

Det er anden gang at 4H Øst laver Challenge på den her måde, og håbet er, at endnu flere på tværs af 4H vil være med næste gang.

Godt sammenhold og overraskende placering

Lærke deltog i alle tre udfordringer, og selvom alle udfordringerne var sjove, var der en favorit-udfordring, som der også blev tænkt lidt ekstra over.  

”Det sjoveste var at være kreativ med gækkebrevet. Jeg synes, jeg dekorerede det meget flot, og rimet var jeg også stolt af. Jeg hedder jo Lærke, så det var en del af rimet, ” fortæller Lærke.

Da Lærke i starten af året tilmeldte sig 4H Øst Challenge, var det ikke tanker om en førsteplads, der drev hende.  

”I starten troede jeg slet ikke, at jeg havde en chance, og jeg tænkte, at de andre bare ville være meget bedre,” fortæller Lærke.

Men selvom der var fede præmiere på spil i de forskellige udfordringer, var der ikke fokus på konkurrence.

”Med de her challenges var der ikke så meget konkurrence. Jeg følte bare mest, at jeg havde det hyggeligt, mens jeg var med. Vi er også gode til at rose hinanden, og siger tillykke til hinanden,” uddyber Lærke.

Derfor lyder rådet også til andre, der kunne have lyst til at være med en anden gang:

”Hvis andre har lyst til at være med, vil jeg sige: Du er god, så det kan du godt,” afslutter årets vinder, Lærke Madsen.