Henrik Dalum genopstiller som formand for 4H

27. februar 2024

Henrik Dalum blev formand for 4H ved kampvalg i 2013 og genopstiller til Landsmødet d. 6. april. I hans tid som formand har organisationen bl.a. været vært ved en stor Nordisk Lejr og ikke mindst igangsat en ny kernefortælling. Netop udviklingen af 4H, ser Henrik Dalum frem til at arbejde videre med.

De seneste to år har 4H fokuseret på innovativt strategiarbejde og intern omstrukturering. I en 100 år gammel organisation er der brug for fornyelse, og arbejdet lige nu, skal sikre mindst 100 år mere. Det er også udviklingsarbejdet, som Henrik Dalum brænder for at arbejde videre med:

”Jeg ser frem til at vi som organisationen skal arbejde videre med både strategien og kernefortællingen. Vi er godt i gang med at videreudvikle 4H, og jeg elsker både at være en del af samarbejdet mellem klubber, ledelse og konsulenter. Vi har så meget at tilbyde børn og unge, og det er derfor, at vi skal få 4H til at vokse, så endnu flere får glæde af fællesskabet i organisationen,” siger Henrik Dalum.

 

Fokus og en ny kernefortælling

Siden sidste valg er der truffet store beslutninger, som bl.a. har ført til et stærkere sekretariat. Ifølge Henrik Dalum har det været det helt rigtige valg, at fokusere på at styrke konsulentteamet i en udviklingstid i 4H:

” Jeg er meget stolt over det arbejde, vi er gået i gang med og allerede har opnået. En beslutning, som jeg især er tilfreds med, det er at vi har ansat vores egen leder af kontoret. Allerede nu kan vi se, at det har været en af de bedste beslutninger for vores organisation,” siger Henrik Dalum.

Hvor de sidste to år særligt har fokuseret på at styrke organisationen indefra, skal den udvikling nu bruges til at styrke organisationens omdømme. Det kommer især til udtryk i styrket kommunikation og en ny kernefortælling, som også skal godkendes ved Landsmødet.

”Jeg er oprigtigt stolt af at være en del af en organisation, der udbreder viden om natur, dyr og mad til børn og unge, giver dem udviklende aktiviteter og byder dem ind i et stærkt fællesskab. Derfor er det også så vigtigt, at vi arbejder videre med kernefortællingen og deler fortællingen om 4H med den brede befolkning – så vi kan blive endnu flere både dygtige frivillige og medlemmer.

 

11 år som formand og slet ikke færdig

Henrik Dalum har haft formandsposten siden 2013. I den periode har han bl.a. stået i spidsen for organisationsændringer, Nordisk Lejr og store beslutninger. Men ifølge formanden selv, er formandsposten både en motiverende og udviklende rolle.

”Jeg stiller op, fordi jeg elsker at arbejde med 4H, at være med til at drive vores organisation og at give muligheder til vores danske børn og unge. Det er en fantastisk opgave, der i lige så høj grad udvikler mig som person, og jeg er på ingen måde færdig med 4H!” siger Henrik Dalum.

Valget om formandskabet og yderligere tre bestyrelsesposter finder sted ved Landsmødet d. 6. april på Vissenbjerg Storkro, hvor organisationen også skal fejre 4H’s 100-års jubilæum.