Fokus på "3 dage med Madskoler" er mad, madlavning og madglæde - og masser af hygge samt socialt samvær. Det nye koncept har været undervejs i nogen tid, bl.a. på baggrund af efterspørgsel fra forældre.
”Vi har glædet os helt vildt til at kunne offentliggøre Madskolers nyeste familiemedlem. ’3 dage med Madskoler' er for dem, der slet ikke kan vente til sommerens Madskoler - såvel som dem der gerne vil prøve en lidt mindre "model", inden de begiver sig ud i en hel uges Madskole,” fortæller Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.
Vinterferiens ’3 dage med Madskoler’ er de første nogensinde, men 4H håber, at konceptet bliver så stor en succes, at det kan køre i flere af de kortere skoleferier, fx også efterårsferien.
”Vi håber, at vores nye aktivitet kan give mange flere børn meget mere madglæde. Ligesom vi håber, at ’3 dage med Madskoler’ vil appellere til, at endnu flere frivillige tilmelder sig. For ligesom med sommerferiens uge-Madskoler er også ’3 dage med Madskoler’ 100% afhængig af frivillige kræfter – både fordi frivillige kan noget helt særligt og har et helt særligt drive, men også for at sikre den lavest mulige deltagerbetaling, så flest muligt har råd til at give deres barn oplevelsen,” siger Henrik Dalum, formand i 4H.
’3 dage med Madskoler’ arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Deltagelse på 3 dage med Madskoler koster 370,- kr. pr. barn for 3 dage. Tilmelding kan ske på www.madskoler.dk, hvor du også kan læse mere om 3 dage med Madskoler.