Formand genvalgt til posten i 4H

27. august 2020

34-årige Henrik Dalum fortsætter som formand for børne- og ungdomsorganisationen 4H, efter han blev genvalgt til posten på årets udsatte landsmøde på Dalum Landbrugsskole.

Corona-pandemi og forsamlingsforbud aflyste i marts 4H Danmarks landsmøde, men torsdag aften blev det endelig tid til at fejre demokratiet i organisationen, sætte fremtidens retning og vælge en formand.

Henrik Dalum fra Hobro blev genvalgt til formandsposten uden modkandidat, og han kan nu se frem til sin fjerde valgperiode i spidsen for børne- og ungdomsorganisationen, der fokuserer på natur, dyr og mad.

”Vi er stadig på en rejse, som jeg gerne vil være en del af. Jeg ønsker fortsat at arbejde for at forbedre 4H og udvikle organisationen,” fortæller Henrik Dalum og fortsætter:

”Opgaven har ændret sig, siden jeg i begyndelsen af marts meldte endeligt ud, at jeg ønskede genvalg til posten som formand. Corona-pandemien aflyste landsmødet, og restriktionerne er naturligvis en stor udfordring for organisation og for vores lokale klubber. Jeg vil den næste tid have min fokus på, at vi virkelig får hanket op i os selv og tilbyder mange og gode aktiviteter til børn og unge. Vi skal i gang igen nu.”

Henrik Dalum er valgt for en to-årig periode.

Vil samle 4H

4Hs landsmøde blev afholdt torsdag aften på Dalum Landbrugsskole ved Odense. En hverdagsaften er en alternativ placering for et landsmøde, men der var alligevel cirka 30 deltagere fra 4H-klubber i hele landet.

Henrik Dalum er glad for opbakningen fra sit bagland, og han vil i fremtiden arbejde målrettet for at udnytte erfaringer og kompetencer på tværs af de cirka 50 4H-klubber.

”Vi skal blive bedre til at arbejde sammen i 4H, og vi skal have skabt en ’os-tankegang’ på tværs af alle frivillige og medlemmer. Vi skal blive bedre til at hjælpe hinanden, udvikle hinanden og udveksle erfaringer på tværs af alle klubber,” siger Henrik Dalum   

Anders Løkkegaard blev valgt som næstformand for 4H, og Gitte Burgdorf Madsen er eneste nye medlem i 4Hs landsledelse. Gitte kommer fra klubben Lunde, Outrup-Henne 4H og overtager pladsen i landsledelsen fra Nicolai Olsen, der ikke ønskede genvalg. Ninna Bojesen og Jesper Ingleby blev genvalgt til landsledelsen.

 
Henrik Dalum blev valgt som formand for 4H.