Flere 4H Fælleshaver end nogensinde

29. april 2021

2021 bliver året, hvor der er etableret allerflest 4H Fælleshaver rundt om i Danmark til gavn for børnene, der kommer tættere på naturen og oplever fællesskabet.

Med 15 nyetablerede 4H Fælleshaver i 2021 er det totale antal haver nu oppe på 70, og det er rekord siden projektet med fælleshaver startede i 2015. Hele vejen har Nordea-fonden været samarbejdspartner.

Stort set alle haver er forblevet aktive siden 2015, og hvert år er nye 4H Fælleshaver kommet til.

En 4H Fælleshave er et sted, hvor børn sammen med frivillige instruktører, forældre og andre interesserede dyrker deres egne grøntsager og lærer om vejen fra jord til bord. Haverne er meget forskellige og spænder fra et hjørne af en mark ude på landet til højbede mellem boligblokke inde i byen.

”Jeg tror, at en af de væsentligste grunde til den store succes er den, at haveprojekterne er så forskellige. Projekterne er placeret mange forskellige steder og dem der driver projekterne er meget forskellige,” fortæller Jytte Brokholm, der er konsulent i 4H og projektleder af 4H Fælleshaver.

Hun glæder sig samtidig over antallet på 70 aktive haver i 2021.

”Når jeg kommer rundt til haverne kan jeg se, hvor stor glæde og læring det giver hos børnene at følge processen fra frø til grøntsag, og derfor er det jo bare fantastisk at vi nu har 70 steder, hvor vi kan tilbyde 4H Fælleshaver,” siger Jytte Brokholm.

Der er stor forskel på, hvor mange der har fornøjelse af de forskellige haver. Nogle af 4H-haverne passes af 10–15 børn og 2–4 frivillige, mens andre haver er placeret, hvor der er rigtig mange, der kommer forbi på daglig basis. Nogle haver har dermed et løbende flow af besøgende, mens andre har faste tidspunkter i løbet af ugen, hvor børnene ’går til have’.

Find din have

Der er helt sikkert en have i nærheden af dig, hvor du kan blive en del af fællesskabet.

Se kort med haver

Annoncer