Online dyrskue: Ærespræmie til Liva

23. oktober 2020

Videoen af ponyen Marcel og 13-årige Liva Povlsen indkasserede hende en ærespræmie til Område Østs online dyrskue. Mød den hesteglade pige her. 

”Jeg blev lidt stolt.”

Sådan lyder det begejstret fra 13-årige Liva Povlsen, da hun fortæller, hvordan hun fik en ærespræmie til Område Østs online dyrskue.

Der hersker da heller ikke nogen tvivl om, at hun havde gjort sig fortjent til det ekstra skulderklap. I sin video fremviser hun uden problemer shetlandsponyen Marcel i skridt og trav, inden hun koncentreret får den lille pony til at stå pænt foran kameraet, mens hun fortæller om Marcels foder og boks. Den flotte fremstilling var noget, som dommerne til dyrskuet lagde vægt på i deres bedømmelse af videoen. De var også imponeret over, hvor pænt klargjort Marcel var med både flettet man og hale. Det var dog ikke noget, som havde taget lang tid for Liva:

”Jeg flettet tit Marcel, så det gik okay hurtigt at få ham gjort klar,” fortæller hun.

Liva bruger nemlig lang tid i stalden, og da 4H ringer for at interviewe hende, er hun også på vej ind fra stalden sammen med sin mor.

”Da jeg var lille, sad jeg med en sut i munden i stalden, mens min mor ordnede hestene,” siger Liva.

Nu passer hun hver dag Marcel, som er ejet af Næstved 4H. Liva bor på klubbens 4H gård, hvor hun også rider på gårdens andre heste, men var alligevel Marcel, som hun gerne ville have med til dyrskuet:

”Jeg træner ham selv, og så synes jeg, at han er ret sød.”

Forberedelse inden optagelse
Selvom det ikke tog lang tid at gøre Marcel klar til videoen, krævede dyrskuet dog stadig noget forberedelse.

Alle deltagerne skulle lave et skilt, hvor de præsenterede sig selv og deres dyr. Det brugte Liva lang tid på at sidde at tegne. Tiden var givet godt ud, for dommerne roste hende for den flotte og gennemtænkte tegning.

Derudover måtte videoen maksimalt være tre minutter lang. Når man først skal fremvise en hest i både skridt og trav, er der ikke meget tid tilbage til at demonstrere sin viden om hestehold i. Det krævede derfor en god prioritering af det, Liva gerne ville fortælle:

”Jeg havde et helt papir med alle ting, jeg gerne ville sige, og så udvalgte jeg det vigtigste.”

Bagefter blev videoen optaget tre gange for at være sikker på, at den sad lige i skabet.

”Det var stadig lidt svært at skulle høre sig selv på video bagefter,” siger Liva.

Hun har før været med på almindelige dyrskuer med Marcel og hendes kanin, hvor de ikke blev filmet.

”Men nu da de andre dyrskuer var aflyste, var det dejligt at være med til det her, og så er det ret fedt at prøve noget nyt.”

I ærespræmie modtog Liva et gavekort på 300 kroner sponsoreret af Land&Fritid.

Se Livas video her: 

Annoncer