Online dyrskue: Ærespræmie til Kristina

25. oktober 2020

12-årige Kristina Bech Nielsen gjorde sig fortjent til en ærespræmie ved Område Østs online dyrskue med sin overbevisende video om kaninen Bubbi. Mød hende her.

Kristina Bech Nielsen havde aldrig været til et dyrskue før. Men så fandt hun af, at der blev afholdt et online børnedyrskue, som hun kunne melde sig til sammen med sin kanin Bubbi.

”Jeg syntes, det kunne være hyggeligt at lave lidt med min kanin,” siger 12-årige Kristina.

Da dyrskuet blev afholdt af Område Øst, skulle Kristina være medlem af 4H for at kunne deltage. Derfor endte det online dyrskue med at blive hendes vej ind i organisationen.

Selvom hun var ny indenfor både 4H og dyrskue, afholdte det hende dog ikke fra at levere en toppræstation, der blev belønnet med en ærespræmie:

”Det havde jeg ikke lige set komme, nu når det var første gang, jeg var med til et dyrskue.”

I bedømmelsen af videoen lagde dommerne vægt på Kristinas rigtig gode præsentationsteknik, hvor hun roligt og selvsikkert fortalte om, hvordan hun passede Bubbi.

Kristina havde da også forberedt sig godt, inden kameraet begyndte at rulle:

”Først fandt jeg på de ting, jeg gerne ville sige, og så skrev jeg det ned. Bagefter optog vi videoen 3-4 gange,” fortæller hun.

Bubbi kanin hopper op og ned og hid og did
En anden ting, som dommerne bed mærke i, var Kristinas flotte skilt i begyndelsen af videoen, der præsenterede kaninen Bubbi.

Skiltet var pyntet med fem store hjerter, og det var ikke tilfældigt:

”Jeg tænkte, at hjerterne var et symbol for, at jeg elsker ham.”

Kristina har haft Bubbi, siden han var lille, og hun har opkaldt ham efter Disneys Bubbi bjørnene. Hun var selv ude at vælge ham, hvor han var den første, som hun fik øje på, og så var han ovenikøbet den mest kælne.

Nu bruger Kristina tid sammen med Bubbi ved at gå ture med ham. Det var meningen, Kristina skulle have startet på et kaninhold i sin 4H klub, men så kom hendes svømmetræning i vejen. I fremtiden vil hun dog gerne starte og håber også på at komme ud til flere 4H aktivetter.

Indtil da kan hun nyde godt af gavekortet, som hun vandt i ærespræmie. Gavekortet er på 300 kroner og er sponsoreret af Land&Fritid.

”Jeg vil gerne købe en flexi snor til Bubbi, så han kan rende næsten så langt væk, som han har lyst til,” siger Kristina.

Se Kristinas video her: 

Annoncer