Ærespræmie til Frederikke

20. oktober 2020

Ved Område Østs online dyrskue vandt 13-årige Frederikke en ærespræmie for sin video om kaninen Skipper. Mød hende her.

Det var en velforberedt pige, som selvsikkert tonede frem på skærmen sammen med sin kanin foran dommerne til Område Østs online dyrskue. Pigen er 13-årige Frederikke Hjort Tærsker fra Mern 4H, og hendes præstation var så god, at den blev belønnet med en ærespræmie.

”Jeg havde ikke troet, jeg ville få en ærespræmie, men det var meget fedt, for det har jeg aldrig prøvet at få før,” fortæller hun.

I bedømmelsen af videoen fremhævede dommerne, at Frederikke var god til at fremvise, hvordan hun aktiverede sin kanin. Derudover havde hun disponeret de tre minutter, som deltagerne havde til rådighed, godt.

Frederikke har da også helt styr på, hvordan man gør det godt til et dyrskue. Da hun var blot to år gammel, var hun for første gang på dyrskue, dengang med sin elefantbamse. Lige siden har hun været til dyrskuet hvert år.

”Så jeg syntes, det ville være underligt slet ikke at skulle noget som helst med dyrskue i år, så derfor ville jeg gerne med til det online. Jeg synes, det har været meget sjovt at prøve, selvom det var lidt underligt at blive filmet.”

Godt styr på kaniner
Det er ikke kun Frederikke, som er vant til at præstere godt. Kaninen Skipper, som hun fremviste i videoen, er nemlig også vant til at være med på dyrskue, og så har han også vundet flere konkurrencer i kaninhop.

Det er en sportsgren, som Frederikke både fremviser i videoen, og som hun normalt træner sammen med Skipper en gang om ugen. På grund af corona er kaninhop-holdet dog lukket, men det har ikke stoppet Frederikke fra at fortsætte:

”Jeg har lånt nogle spring med hjem og har selv lavet nogle, så vi kan træne i haven,” fortæller hun.

Frederikke har trænet kaninhop med 7-årige Skipper, siden han var et par år gammel. Men allerede inden da, havde hun godt styr på kaninhop, da hun trænede med en af sine andre kaniner.

I dag har Frederikke, udover Skipper, tre andre kaniner, og de kommer formentlig til at nyde godt af ærespræmien, som består af et gavekort sponsoreret af Land&Fritid. Frederikke overvejer nemlig at bruge det på nye seler til kaninbanden.

Se Frederikkes video her: 

Annoncer