4H-klub væltet bagover af interesse

29. august 2019

Folk kom fra nær og fjern, da Ejby-Glostrup 4H i lørdags holdt 25-års jubilæumsdyrskue. Aldrig før havde klubben oplevet så mange besøgende til et enkeltstående arrangement, og selveste borgmesteren kom forbi for at åbne skuet.

Solen stod højt på himlen og skinnede, da Ejby-Glostrup 4H i lørdags fejrede sit 25-års jubilæum med et dyrskue, hvor alle – både inde og uden for lokalområdet – var inviteret. Mere end 600 mennesker var forbi i løbet af dagen, hvor folk stod i kø for at komme inden for. 

”Det var en forrygende dag, og vi blev helt væltet bagover over alle de mennesker, som mødte op, for vi har aldrig før afholdt denne type arrangement i lokalområdet,” fortæller Susanna Larsen, der er formand for Ejby-Glostrup 4H, som har ca. 80 medlemmer.

På dyrskuet udstillede 30 børn fra 4H-klubben både kaniner, hunde, høns, marsvin og kælegrise, hvilket de fremmødte var særlig begejstret for. Derudover var der forskellige aktiviteter som eksempelvis kaninhop, hoppeborg, hundeagility.

På samme tid kunne man købe billet for 30 kr. til forskellige aktiviteter som hoppeborg, popcorn, og mange andre aktiviteter. Overskuddet går til at støtte klubbens aktiviteter, og dem bliver der nok brug for, nu hvor klubben har fået flere medlemmer efter jubilæumsskuet.

Vil skabe mere opmærksomhed om klubben

Til at åbne det store 25-års jubilæum på Dyregården var Glostrups borgmester John Engelhardt, der holdt åbningstale og roste klubben for sit engagement. Udover det løftede Susanna Larsen og 4H-børnene sløret for klubbens nye logo.

Hun ser arrangementet som en kæmpe succes i forhold til at skabe opmærksomhed omkring klubben – blandt andet ved at gå i dialog med politikere og samtidig invitere familierne fra lokalområdet, så de kan få et indblik i, hvad 4H egentlig går og laver.

”Vi har gjort en stor indsats på Facebook og få sendt invitationer ud – både til familier og politikere. Vi prøver at have en aktiv dialog med politikerne, og så forsøger vi at få flere folk trukket herud, så vi kan vokse os større,” siger Susanna Larsen. 

Helt specifikt har klubben været aktive på Facebook og lavet fysiske plakater, som blev hængte op i skoler og på biblioteket, der opfordrede folk til at møde op - og det har gjort at flere har modtaget klubbens budskab.

”Det har været en kæmpe succes, og vi håber selvfølgelig på, at endnu flere vil finde vej herud i fremtiden,” afslutter formanden for Ejby-Glostrup 4H.

Annoncer