Præstø 4H

Præstø 4H

Hos Præstø 4H er der højt til loftet og plads til alle børn og unge. Her sætter vi tempoet ned og nyder gårdlivet, dyrene, aktiviteterne, naturen og kammeratskabet.

Hver dag er 4H gården fuld af liv, hvor aktiviteter som ridning på ponyer, pasning af kaniner og marsvin, dyrkning af små køkkenhaver og rollespil fylder gården med samvær og gode oplevelser. På gården er det muligt at få opstaldet sin egen pony eller kanin eller få en part på en hest eller kanin. Foruden de faste aktiviteter byder gården på særlige arrangementer gennem året f.eks. kreative værksteder med lysstøberi og græskarudskæring, besøgsdage og fællesspisning.

Vi tilbyder en hyggelig og veldrevet stald, udendørs ridebane med lys, naturområder til rideture, gode inde- og udefaciliteter til kaniner og marsvin, rollespilsområde med egen hytte og masser af udstyr samt opholdsrum og værksted til hyggeligt samvær.

Præstø 4H gården ligger centralt og helt unikt midt i Præstø by. Der er marker og naturområder på den ene side og folkeskole og byens multicenter på den anden side. Det gør Præstø 4H til en naturlig del af bylivet, hvor klubben ofte er repræsenteret ved forskellige arrangementer.

Hvis du er nysgerrig på, om Præstø 4H er noget for dig, så er du altid velkommen til at komme en tur forbi gården til en rundvisning og snak om de forskellige muligheder og tilbud.

4H gården er udelukkende drevet af frivillige forældre, som deler lysten og viljen til at skabe rammerne for det ”gode børneliv”. Vi har altid brug for flere frivillige, enten som del af dagligdagen på gården eller som instruktør eller arrangør af forskellige aktiviteter. Og før du ved af det, har du som forælder også tabt dit hjerte til det rolige og harmoniske liv på Præstø 4H gården.

 

Medlemskab
Et medlemskab hos Præstø 4H koster 350 kr. om året. 
Instruktørkontingent for frivillige koster 75 kr. om året.

Du kan få et indblik i gårdens dagligdag ved at følge ’Præstø 4H’ på Facebook.

Ved henvendelse, kontakt formand Jane Winther, tlf. 40 38 21 62 eller Trine Pihl, tlf. 60 88 06 55