
Landsmødet 2026 - En fælles plan for fremtiden
28. april 2026
Lørdag den 11. april strømmede 84 deltagere fra nær og fjerne op ad den grønne løber til Naturama i Svendborg. For andet år i træk blandedes voksne røster med barnelatter og satte tonen til en dag ud over det sædvanlige.
Allerede fra morgenstunden mærkedes en spændthed og forventningsglæde, da 4H'ere i alle aldre kom ind i lokalet. I det ottekantede rum blev de mødt af vægge, der med hjælp af en projekter fremviste digitale klip fra den nye hjemmeside. De tilstødende lokaler var i dagens anledning pyntet med nye 4H-plakater. Og ved små caféborde blev alle budt til at gå på opdagelse i koncepter, markedsføringsmateriale og årets frøbank.
Imens duften af kaffe og morgenbrød friskede lokalet op, steg lydniveauet i takt med at flere og flere frivillige kom til. Hos mange var gensynsglæden stor, da frivillige fra nord, syd, øst og vest stimlede sammen. Og da kl. slog 10 samledes landsmødets yngste deltagere i den ene ende af rummet. Efter en fællessang blev børnene sendt ud til deres eget børnelandsmøde program under klapsalver. Efterfulgt af dagens officielle program for de voksne deltagere.
Fælles strategi
En af programmets vigtigste punkter, var præsentation og arbejde med 4H's strategi. Efter en kort præsentation af de fire strategipunkter, blev de frivillige sat i arbejde. De skulle i små grupper prioritere og debattere strategiens elementer. En summen af stemmer fyldte rummet med plads og respekt for forskelligheder. Mens nogle gruppers fokus var på kommunikation, var andres på økonomi. Til sammen gav det strategien et demokratisk skub ud af starthullet.
"Nu begynder rejsen for alvor. Kursen er lagt, taskerne er pakket og foran os er kun selve rejsen. Det er nu, at alt det spændende begynder – men også det uforudsigelige."
- Formandens beretning.
Demokrati for fulde gardiner
Eftermiddagens program bød på en række afstemninger med stor betydning for 4H. Blandt de indkomne forslag var både ændringer til det rullende kontingent, tilføjelse af en ny type kontingent og opdaterede minimumskrav for klubber.
Derefter var der fredsvalg til pladserne i hovedbestyrelsen.
Læs mere om beslutningerne her.
Dagen blev rundet af på smukkeste vis, da børnene kom tilbage med glade smil og trætte øjne. En video blev spillet med højdepunkter fra børnenes dag, der gik lige i hjerterne på salens frivillige. Slutteligt præsenterede 5 seje 4H-børn resultatet af børnevalget foran de mere end 80 fremmødte.
Efter en kort fællessang gik deltagerne hjem med goodiebags, et nyt beachflag til klubberne og minder om en dag med dialog og fællesskab.
























