ROSKILDE DYRSKUE
Er du klar til 4 dage med lejrliv, nye venner, læring, leg og masser af søde dyr? Den 28. - 31. maj afholdes årets største sommerlejr med dyr, når 4H inviterer børn, unge og familier med til Roskilde Dyrskue.
Skal du med?

Tag dit kæledyr med...
eller lån et dyr
Når du tager på sommerlejr med 4H på Roskilde Dyrskue, får du en helt særlig mulighed for at tage på lejr med dit kæledyr. Du kan deltage med hest, høne, hund, kanin, frø, skildpadde eller noget helt andet.
Men du kan også komme med, selvom du ikke har dit eget kæledyr. Du kan nemlig tilmelde dig Mælkevejen, Gedestien, Fårehyrden eller Kaninpasseren. Her lærer vi om dyrene og passer dem sammen. Du "låner" en kalv, ged, får eller kanin på lejrens fire dage, som du får ansvaret for at passe sammen med et andet barn. Undervejs lærer vi om dyret, men vi laver også sjove aktiviteter sammen med dyrevennerne og udforsker Roskilde Dyrskue.
Fællesskab og tryghed for alle aldre

Uanset om du deltager med dit eget kæledyr eller på en af de lejrprogrammer, så bliver du samtidig en del af 4H-lejren. Vi har et stort lejrområde, hvor der altid er koldt vand og saftevand, mobilopladning, hygge og trygge voksne. Vi spiser sammen i det store telt og har hyggelige aftenaktiviteter med plads til alle. Lejrområdet er lukket for andre gæster ved dyrskuet, så du har også mulighed for at trække dig lidt og få ro her inden du igen fræser ud til dyrene.
Tryghed er vigtigt for os, og du kan døgnet rundt få hjælp af vores søde lejrugler, som er frivillige voksne. Hos lejruglerne kan du få hjælp, svar på spørgsmål, men også bare få en snak, hvis du har lidt hjemve.





