Om os

Hvad er 4H Haver?

En 4H Fælleshave er et sted, hvor børn og frivillige sammen dyrker et stykke have i et fællesskab med andre. Vi oplever vejen fra jord til bord på nærmeste hold - og har det hyggeligt med hinanden imens.

4H i Danmark startede i 1938, og i 4H har børn og unge altid dyrket haver. Lige nu er ideen om selvforsyning og bæredygtighed, og ønsket om at komme tættere på vejen fra jord til bord, en drøm for mange familier i Danmark.

4H vil gerne invitere flere til at få praktiske erfaringer med fælleshaver.

Børn, der tit opholder sig i naturen, får ifølge forskning bedre motorik, koncentrationsevne og helbred. Med Fælleshaver vil 4H skabe gode rammer for læring og trivsel i naturen til gavn for børn, unge og deres forældre.

Projektet skal skærpe børnenes interesse for madens oprindelse og bidrage til at grundlægge sunde vaner.

Fællesspisning

Haverne laves i samarbejde med lokale aktører, blandt andet bibliotek, boligforening, 4H klubber, kulturhus, museer, skoler og kommuner. Samarbejdspartneren stiller jord og i nogle tilfælde lokaler til rådighed for 4Hs frivillige og brugerne.

I haverne dyrkes der afgrøder og laves mad af råvarerne. Der inviteres til fællesspisninger og inspirationsture, så havens brugere lærer hinanden at kende på kryds og tværs.


Learning by doing

Projektleder Jytte Brokholm fra 4H siger om haverne:

”I haven skal børnene prøve sig frem. Det udvikler deres nysgerrighed og kreativitet, og det ruster dem samtidig til at tage ansvar og træffe beslutninger – både i haven og i andre sammenhænge.”

”Arbejdet i haverne er både sjovt og lærerigt. Det bærer bogstaveligt talt frugt ved, at børnene oplever, hvordan de kan få et frø til at blive til en lækker grøntsag.”

4H Haver på Facebook

Hop ind på Facebook-siden og følg med i, hvad vi går og laver.

Her kan du også hente dyrkningstips og inspiration til udflugtsmål.

Følg os på Facebook

4H Fællshaver på Instagram

På vores Instagram-profil giver vi inspiration og masser af tips og tricks, som du kan bruge i 4H Fælleshaven - og sammen med dine børn derhjemme.

Følg os på Instagram