Brug halmballer som "højbede" - det giver naturlig varme til dine planter og forlænger dermed havesæsonen.
Tag vejledning med i haven
Få din have op i højden, og brug halmballen til både bed og dyrkningsmedie.
Brug halmballer som "højbede" - det giver naturlig varme til dine planter og forlænger dermed havesæsonen.
Mange dyrker køkkenhave i højbede, for eksempel i pallerammer. Fordelen ved højbedet er, at dyrkningsarealet afgrænses, og havearbejdet kommer i en lidt bedre højde.
Som et alternativ til højbedet, kan du dyrke i halmballer.
Det hæver også højden på arbejdet, afgrænser bedet og har vækstmediet med. På den måde kan man bruge halmballen som både ramme og indhold i bedet.
Fordelen ved at dyrke i halmballer i Danmark og andre nordlige lande er, at komposteringsprocessen i halmen giver varmere temperaturer. På den måde kan man strække sæsonen lidt i hver ende. I efterårs- og vintermånederne kan du med fordel placere halmballerne der, hvor du vil have bedet i haven.
Læg ukrudtsdug eller brunt pap under halmballerne. På den måde forsinker du ukrudtets vækst op gennem halmen. Halmballerne skal placeres på den smalle side med stråene på langs.
For at lykkes med at dyrke i halmballer er det vigtigt at gødske halmballerne først, og på den måde kickstarte komposteringsprocessen. Så frigøres næringsstofferne til dine planter. Du kan bruge en almindelig NPK-gødning.
To uger inden du vil i gang med at plante, går du i gang med at væde og gøde halmballerne. De første 10 dage tilføjer du hver anden dag syv dl gødning pr halmballe.
Vand grundigt, når du har gødet, så det kommer ned i halmballerne. De dage der ikke gødes vandes halmballerne blot. Med et termometer kan du holde øje med temperaturen i halmballerne. Den skal helst op til 60 grader, hvorefter den vil falde igen. Vent med at plante ud, til temperaturen er kommet under 20 grader.
Efter de ti dage kan du så forspirrede planter direkte i halmballerne. Lav plantehuller med en lille planteske, og for hullet med plantejord for at beskytte plantens fine rødder. Det er en næringsrig cocktail ,du sætter den lille plante i. Det kan godt svide rødderne, så spar ikke plantejorden væk.
Hvis du vil så frø i halmballerne, så læg et lag så- og priklemuld øverst på halmballerne og så i det. Efterhånden som frøet spirer frem, finder dets rødder selv vej ned til den gode næring i halmballen.
Alle planter kan gro i halmballen, men visse planter kan man med fordel plante her. Rodfrugter som gulerødder og rødbeder får lettere udviklet flotte lange rødder i den løse halm end i jorden. Kartofler har det også let i halmen. Planter som squash og græskar vil elske halmballerne, da de er sprængfyldt med næring. Tomater der trives udendørs er også et hit. Men sørg for, at de står lunt og i læ.
Udnyt siderne af halmballerne til at dyrke prydblomster - eller hvorfor ikke blomster, der er spiselige og gavner insekterne? For eksempel tagetes eller morgenfruer. Du kan også plante krydderurter her.
Når sæsonen er gået, har du halmballer tilbage, der ser lid triste og grå ud. Men de er stadig fulde af god næring. Perfekt til at lave vinterdække med i havens normale bede, rundt om træer og buske eller flerårige planter. Det gør sig også godt i kompostbunken, og så har du den lækreste kompost klar til næste år til at blande i dine andre højbede.
Hvor får du fat i halmballerne? Spørg en lokal landmand, om du må købe nogen, det kan ofte lade sig gøre - eller kig på Den Blå Avis.
Få din have op i højden, og brug halmballen til både bed og dyrkningsmedie.