Rørende tale om et liv i 4H

02. november 2018

4H betyder rigtig meget for mange mennesker. Åbningstalen til 4H-stævnet i Brørup sætter ord på, hvordan mange 4Here har det.

Lena Lønne sagde ja med det samme, da hun blev spurgt, om hun ville holde åbningstalen til 4H-stævnet arrangeret af Brørup–Folding 4H.

”4H gav mig så mange positive oplevelser, da jeg var barn. 4H har givet mig minder og ballast,” fortæller 59-årige Lena Lønne, der til daglig arbejder som underviser.

”Børnene var rolige og lyttede, og jeg håber, de fik noget ud af talen. Jeg ville gerne fortælle børnene, hvad de er en del af i 4H.”

4h.dk har fået talen tilsendt, og redaktionen synes simpelthen, den er så god, at også du skal have glæde af den.

Lena Lønnes åbningstale til 4H-stævnet i Brørup

Tak for invitationen til at holde åbningstalen her i Brørup. Jeg blev både meget overrasket og glad.

Jeg har i mange år været stærkt tilknyttet Brørup–Folding 4H - både fordi, jeg som barn selv deltog ivrigt i forskellige discipliner, og dels fordi mine forældre – Inga og Kaj Knudsen - har været aktive i netop Brørup-Folding 4H længe efter, jeg var flyttet fra byen.

4H er fantastisk – ideen bag hele 4H-konceptet er i den grad i tidens trend. Vi skal bevæge os, bruge kroppen, værne om naturen og sætte fokus på sund kost lavet fra bunden uden 1000 tilsætningsstoffer.

De fire H’er hånd, hoved, hjerte og helbred giver så meget mening i en verden, hvor den kraftige digitalisering får alting til at ske i et rivende tempo. Den hurtige nyhedsstrøm, sociale medier som Facebook, Twitter og snapchat og de mange computerspil er med til at fremmedgøre os for den virkelige verden, som vi færdes midt i – og det gælder både vi voksne som alle I børn.

Hånden
Det at udføre noget med sine hænder - for eksempel med at bage eller passe en have eller et dyr - er med til skabe glæde og god læring og vigtigst af alt nærvær omkring de nære ting i dagligdagen. At kunne glædes over en vellykket kage eller over at grave fine nye kartofler op af sin egen have er en evne, som er mere end vigtig at dyrke i en fortravlet verden. Nogle af jer ser sikkert udsendelsen ”Bonderøven”, og han får os jo netop til at sætte pris på alt det jordnære, på naturen og alt den dejlige mad, den byder på. 

Ved I – kære børn – at al vores mad kommer fra jorden.  Jeg er sikker på, at nogle af jer tænker, det passer ikke. En kylling kommer da ikke fra jorden? Jo den gør! For vi fik aldrig kylling på bordet til aftensmad, hvis ikke den havde spist. Og hvad spiser en kylling? Planter, der gror i jorden og insekter, der lever i og ved jorden.

Hovedet
Ja, hovedet skal vi bruge, og det skal være kvikt for at kunne klare alle de udfordringer, en moderne verden giver. Et kvikt hoved får vi ved at bruge det, og vi skal lære gennem alle sanser. Det gør man, når man er aktiv i 4H.  I 4H er det ikke kun ører og øjne, der skal bruges – men hænderne, der kan føle og forme og lugtesansen, der kan afgøre, om noget er frisk eller råddent.

Og alt forskning viser, at man husker bedre ting, når sanserne har været i brug. Alle vi voksne har prøvet at komme forbi et sted, der præcis har den lugt, man kan huske der var for eksempel hjemme hos sine bedsteforældre. Når jeg selv hører rådhusklokkerne slå kl. 12 om middagen – så er jeg lige på besøg hjemme i min barndoms køkken, hvor radioen stod på køleskabet, og mor var i gang med at lave spejlæg til frokosten.

Hjertet
Hjertet forbinder vi med godhed. At have hjertet på rette sted betyder, at man er et godt menneske, der gerne hjælper andre. I 4H skal vi hjælpe hinanden for at få ting til at lykkes. Det skal man i øvrigt også alle andre steder. Hjemme, hvor familien skal få hverdagen til at fungere. II skolen, hvor en klasse skal fungere og børnene skal kunne rumme alle. Og på arbejdspladsen, hvis noget skal udvikle sig positivt.

Helbred
Et godt helbred ønsker vi os alle – og i 4H er der fokus på et aktivt liv med sunde kostvaner – hvilket er basis for at fastholde et godt helbred.

Da jeg sagde ja til denne opgave, fandt jeg mine gamle 4H-bøger frem.

Jeg har både haft køkkenhave, bagning, madlavning, håndarbejde og regnskab.

Jeg lærte at føre regnskab over mine lommepenge. Jeg kan se, jeg har købt en is til én krone  - det får man ikke meget is for i dag. Og jeg kan se, at jeg på lejrskolen til Bornholm brugte i alt 127 kr., og for de penge havde jeg gaver med hjem til både min mor og min lillesøster.  En indgangsbillet til Brørup Svømmebad kostede 2,50 kr. – hvad mon den koster i dag??

Da jeg var med til madlavning i 4H skulle vi skrive ind i vores bog hver gang, vi lavede mad derhjemme. Vi skulle skrive, hvad vi lavede, og hvordan resultatet var blevet. I min bog fra 1972 – dengang var jeg 13 år gammel – kan jeg se, at jeg ofte lavede mad. Min mor havde udearbejde fra klokken 14 til 21 – hun var nemlig ansat som konsulent i 4H – så aftensmaden blev ofte min opgave.

I min maddagbog har jeg skrevet: 

Appelsinris. Mor og lillesøster kunne li’ det, men far skar en grimasse.

Kogt torsk med hvid sovs. Torsken blev ikke så fast, fordi jeg glemte at putte eddike i vandet. 

Jordbærgrød. Blev fin – hverken lang eller for stiv.

Som I kan høre, har jeg moret mig med at sidde og kigge i mine gamle 4H-bøger – og mange minder er væltet frem.  Besøg af amerikanske 4Here, 4H-dag på Riber Kjærgaard og en ungdomslejr i Finland med mere.

I mine gemmer har jeg også 12 styk 4H-teskeer. De er små og søde – og rummer gode minder. Vi fik nemlig en sølvske hvert år for at deltage. Det tror jeg ikke, I gør mere.

I dag har I årets 4H-udstilling – og jeg glæder mig til at gå rundt og se, hvad I har at vise frem.

Alle i 4H-børn kan og skal være stolte over, at I deltager i 4H. I er fremtiden. I er dem, der skal tage vare på vores Jord og sikre, at vi også fremover kan have et godt helbred – både fysisk og psykisk.

Jeg håber, I fortsat vil øve jer i at finde glæden i de nære ting, værdsætte det store i de små ting - og med disse ord vil jeg hermed erklære 4H-udstillingen for åben.

Annoncer