Ny 4H Fælleshave i flotte rammer

26. marts 2019

Højbede, fællesbed, bålplads og gode klubfaciliteter giver godt grundlag for ny 4H Fælleshave ved Slagelse.

Det spirer op af jorden i denne tid, og det spirer også blandt 4H Fælleshaver. Nye haver skyder op rundt om i Danmark - blandt andet ved Slagelse, hvor Løve Ørslev 4H har indgået samarbejde med Landbrugs- & Gartnerskolen ZBC på Jernbjerggaard.

Søndag den 24. marts afholdt 4H åbent hus i haven, hvor interesserede familier kunne komme og snuse til mulighederne.

”Det var fedt at vise mulighederne frem. Det er grønne områder tæt på byen, så det er rigtig attraktivt. Der kom fire-fem familier, som alle havde en god oplevelse, og vi fik deres mailadresser, så vi kan kontakte dem for mere info om haverne,” fortæller Sara Louise Bøttcher, der er frivillig i Løve Ørslev 4H.

Perfekte forhold

Jernbjerggaard er et idyllisk sted, der samtidig ligger tæt på Slagelse by. 4H-klubbem har fået tildelt et stykke jord, hvor hver familie får et højbed, og der samtidig etableres et fællesbed til dyrkning af lidt mere pladskrævende afgrøder som kartofler, solsikker og græskar.

”Det er et rum i byen, hvor vi kan mødes. Vi skal selvfølgelig prøve selv at lave mad med vores råvarer, men det handler mere om princippet med fra jord til bord,” siger Sara Louise Bøttcher.

Løve Ørslev 4H har også fået adgang til bålplads, have med frugttræer og bærbuske, et stort klublokale og ikke mindst et område med kaniner, marsvin, får og grise. Konceptet bag haven i Slagelse er, at familierne mødes to timer hver søndag.

”Jeg ser en generation af mere passive og stressede børn, så jeg tror virkelig, det er godt at komme ud og grave lidt i jorden uden forventningspres. Jeg skal i hvert fald deltage sammen med min mand og datter, og vi skal nyde at være der og ikke skulle noget bestemt,” siger Sara Louise Bøttcher.

Der er over 40 Fælleshaver fordelt over det meste af Danmark, find have tæt på dig.

4H Danmark oplever dette forår en stor efterspørgsel på at opstarte 4H Fælleshaver, og du kan også blive en del af succesen.

Start en have

Annoncer