Madhold: Når børnene overtager køkkenet

15. marts 2018

Seks ivrige piger fra anden til femte klasse er samlet til Madhold på Rønbækskolen i Hinnerup. Aftenens menu har børnene selv været med til at bestemme. Derfor står den på hele to desserter:

  • Lækker banankage
  • Vafler med hjemmelavet hurtig-is

De skal dog også lave hovedret, der i aften er madpandekager med grønsager og kylling.

Populære madopskrifter

”Jeg sammensætter madplanen ud fra børnenes ønsker, så vi laver noget, de synes er fedt, og ud fra hvad vi kan nå at lave på 3 timer,” siger Thomas Hansen, der er frivillig instruktør på madholdet for tredje år i træk og hjemkundskabslærer til daglig.

”Det er sjovt, og børnene er skide dygtige. Dem der er her, de vil det rigtig gerne,” fortæller han.

Og det kan man helt klart mærke på Frida, Jasmin, Malina, Martha, Ingrid og Silje, der fra start er ivrige efter at komme i gang. Alle vil gerne være med på det hold, der skal lave vaflerne, men uden sure miner, får de selv hurtigt fordelt sig på to hold.

 

Ingrid (tv) og Martha på billedet er på det hold, der skal lave vafler med is. Det er de svært tilfredse med. Og Ingrid er ret begejstret, da hun finder vaffeljernet frem:

"Piger, vi kan lave to vafler ad gangen. Fedt!"

 

Åh åååh, børn i køkkenet = kaos?

Det kan måske godt virke lidt kaotisk, når pigerne er overalt i skolekøkkenet. Frida, Silja og Malina pisker banankagedejen, mens de sidder oppe på bordet, Ingrid, Martha og Jasmin kommer til at lave vaffeldejen forkert, fordi de ikke liiiige nåede at læse opskriften igennem, og der er tid til en masse pjat og grin og ikke mindst smagsprøver undervejs.

Heldigvis er der plads til, at pigerne kan gøre det på deres egen måde. De hygger sig, får is i håret og prøver forfra, hvis det ikke lykkedes første gang. Det skal de faktisk, som Thomas siger.

”Det er en del af at gå på et 4H-hold. De skal selv gøre tingene i praksis, fordi det kan de sagtens, og det lærer de rigtig meget af,” fortæller han.

Sanserne kommer i spil

En af fordelene ved at lave mad sammen er, at børnene bruger sanserne til at lære. De dufter og smager på pandekagerne, slikker skålen med resterne af jordbæris, og finder ud af at selvom bananmosen ”ser lidt klam ud”, som Silja siger, så smager banankagen fantastisk.

 

Der opstår også gode idéer i løbet af aftenen:

”Jeg har lært, at jeg kan bruge min hånd som håndmikser,” siger Jasmin, mens hun rører rundt med hånden godt nede i æggehviden for at få den til at skumme til vaffeldejen.

 

Fællesskabet er det sjoveste

Pigerne er gode til at hjælpe hinanden og samarbejde, når de skal afmåle ingredienser, læse op af opskriften eller finde en ekstra skål eller dejskraber. Og til sidst lykkedes det at få maden færdig, så de kan sætte sig ned og spise sammen.

”Jeg synes, det er sjovest at være sammen med de andre og få nogle nye venner,” fortæller Frida, der går i fjerde klasse. Ingrid, der går i anden klasse, er helt enig. Og så synes de selvfølgelig også, det er sjovt at få lov til at lave maden.

 

Hver gang der er Madhold, slutter de af med fællesspisning.

Pigerne er enige om, at det er rimelig sejt at have lavet maden selv og vil også gerne prøve opskrifterne af derhjemme sammen med familien.

 

Annoncer