Horne 4H høster interesse med lokale samarbejder

04. oktober 2018

Torsdag løb den årlige høstfest af stablen i Horne, og med til fejringen var 4H Horne, der i et frugtbart samarbejde med den lokale skole plantede 10 æble-, pære- og blommetræer.

Hvad gør man, når man vil plante frugttræer, men ikke har nogen? Man tjener penge til at købe dem, selvfølgelig.

Den idé fik børnene fra Horne Skole, da de for et stykke tid siden skulle finde ud af, hvordan de kunne få råd til at plante nogle nye æble-, pære- og blommetræer i samarbejde med Horne 4H.

Og råd til nye frugttræer, det fik de. Sammen med den lokale klub fik de 25 skolebørn bygget intet mindre end 40 spande med georginer i, som blev solgt i samarbejde med den lokale brugs. Overskuddet gik til at købe frugttræerne, som til høstfesten blev plantet i byen med sang og dans til følge.

Samarbejde skaber interesse

”Vi har et godt samarbejde med skolen, hvor børnene får lov til at være med til de her aktiviteter i skoletiden og før og efter fritidsordningen. Det gør en stor forskel, at vi får lov til at kende børnene og forældrene,” fortæller Jette Poulsen, der er formand i Horne 4H. 

Samarbejdet med den lokale skole kom i stand for cirka 2 år siden, hvor børn siden da har haft mulighed for at komme ud i 4H-klubben i forbindelse med både undervisningen og skolen fritidsordning. Og det har ført til masser af opmærksomhed omkring 4H i Horne, fortæller Jette Poulsen.

”At børnene får lov til at komme med ud i vores fælleshaver betyder, at der blot er endnu flere som nu kender 4H i Horne. Vi oplever en større interesse for blandt andet vores madhold, som hurtigt bliver fyldt op. Det er et luksusproblem,” siger hun.

Alle kender alle

Udover et stærkt samarbejde med den lokale skole, har Horne 4H været aktive i forhold til at holde åbent hus for resten af byen. Det er en fordel og åbner for nye partnerskaber, fortæller Jette Poulsen, især når man er i en mindre by, hvor alle kender alle.

”Sådan er det jo ude på landet, så bruger vi hinandens kompetencer. Da vi skulle have plantet træerne, ringede vi til den lokale maskinstation, som kom og hjalp til med deres plove. Og så fik vi træerne plantet på den måde,” siger hun.

Annoncer