4H-klub får donation på 10.000 kroner til nye hønsehuse

26. september 2018

Pengene skal bruges på transportable hønsebure, som kommer både klubbens medlemmer og andre børn fra området til gode. Løve-Ørslev 4H vil blandt andet lære børnene om bæredygtighed og miljø.

Frivillige og børn fra Løve-Ørslev 4H kan i disse dage gå rundt med et kæmpe smil på læben. De har nemlig fået 10.000 kroner til mobile hønsehuse, som skal bruges til at lære områdets børn om bæredygtigt hønseopdræt. Pengene til projektet er doneret af SEAS-NVE.

”Hele målet med hønsefræserne er at give børnene en oplevelse af, hvordan det er at have høns, og få udbredt at det slet ikke er så svært at holde dem derhjemme. Vi får bestilt to styk, som vi så skal samle,” fortæller Bettina Linn Larsen, formand i Løve-Ørslev 4H.

Lånes ud til børnehaver

Udover at hønsefræserne skal bruges til at lære Løve-Ørslev 4H’s egne børn om høns og bæredygtighed til arrangementer i klubben, er planen også at låne hønsefræserne ud til lokale børnehaver, så børnene der kan komme tættere på dyrene.

”Vi ønsker selvfølgelig at sprede 4H’s navn i lokalområdet. Derfor maler vi også de nye hønsefræsere med et 4H-logo, så flere børn og forældre lærer os at kende,” siger formanden og tilføjer, at klubbens egne børn også får mulighed for at låne burene med hjem.

Ansøgning kort før deadline

Pengene fra SEAS-NVE til klubbens projekt er et bevis på, det kan betale sig at holde øje med fonde og organisationer, som donere penge til formål rundt omkring i landet. Hos den vestsjællandske klub var det et held, at en af de frivillige fandt fonden.

”Sara fra klubben ringede til mig en sen aften og spurgte, om vi ikke skulle søge det, hvor jeg selvfølgelig gav grønt lys. Vi fik heldigvis sendt ansøgningen afsted dagen før ansøgningsfristen,” fortæller Bettina Linn Larsen.

Nyt hønsehold til klubben

Formanden fortæller, at klubben opretter et nyt hønsehold, som medlemmerne kan melde sig til, så snart de transportable bure er leveret og samlet. Målet for hele projektet med burene ligger nemlig klart: 

”VI håber, at vi kan sprede det gode budskab og lære børnene om, at æg og høns ikke bare er noget man køber i supermarkedet, men at man også kan være selvforsynende med. Vi skal lægge en bæredygtig stil og sprede viden om miljøspørgsmålet,” afslutter hun.

Høns

Annoncer