Med over 17.000 tilskuere blev weekendens 4H børnedyrskue et af de bedste i mange år.
Og de to nye debutanter, kæledyrs- og bamseskuet var så en succes, at de også er med, når der igen er Børn og Dyr på Bregentved den 3. + 4. juli 2010
Selv om det var 40 år siden, at Børn og Dyr på Bregentved åbnede for første gang, viste weekenden at børn og dyr, solskin, shows, traktortræk og muligheden for at lege i en halmborg stadigt kan trække en masse mennesker til.
- Vi havde 2.000 tilskuere mere end sidste år, som endda også var et kanonår, fortæller en glad formand Jesper Karlshøj-Andersen.
Børn og Dyr på Bregentved er Nordens største børnedyrskue, og kan kun lade sig gøre fordi 350 frivillige lægger en masse kræfter i det, lige fra skiltemalerne til damerne, som sad i cafeteltet, og bagte stakkevis af de berømte Bregentvedvafler.
- Der er alt lige fra dem, som er parkeringsvagt i tre timer, og til dem, som lægger tre ugers arbejde i børnedyrskuet. Og vi har brug for dem alle, forklarer Jesper Karlshøj-Andersen.
Som formand er det både hans sværeste opgave, og største glæde at motivere alle de mange frivillige.
- Men det er en fantastisk følelse, når det så lykkedes at løfte i flok, som vi har gjort i år. Der har været en rigtigt god stemning mellem de mange frivillige, siger Jesper Karlshøj-Andersen.
Kæledyrene var en succes
I år prøvede arrangørerne for første gang at lave et kæledyrskue, der kun varede en dag og hvor alle børn kunne være med, også selv om de ikke er medlem af en 4H klub.
- Det har været en stor succes med 48 tilmeldinger og en masse glade børn og forældre. For mange af de mindste – og deres forældre, kan det godt være overvældende at skulle af sted til dyrskue fra fredag eftermiddag til søndag, så kæledyrskuet er en god måde at snuse lidt til dyrskuestemningen, forklarer Anna Spring, der er formand for kæledyrskuet.
Mange af kæledyrsudstillere har allerede spurgt efter tilmeldingsskemaer til næste år, så det ser ud til at en ny klassiker er på vej, sammen med bamseskuet, årets anden nyskabelse.
- Det har været en succes blandt de allermindste, som syntes det var sjovt at vise bamse frem. Et af børnene fortalte dog, at hun havde problemer med at få bamse til at gå i seng om aftenen, når han fik besked på det, fortæller Stinne Hemmingsen med et stort smil.